Årets vigtigste kamp – Mermaid Bowl 2018 venter i Slagelse

Lørdag aften brager storholdene Copenhagen Towers og Triangle Razorbacks sammen i den vigtigste kamp i sæsonen, når der venter den tredivte udgave af Mermaid Bowl i Slagelse.

To hold i deres velkendte storform

En dans på lilla roser. Det er vist den mest præcise vurdering af Copenhagen Towers’ sæson i 2018. Efter at have gjort rent bord og ikke tabt en eneste kamp i National Ligaen, står Copenhagen Towers endnu en gang i Mermaid Bowl i Slagelse, præcis som de også gjorde det sidste sæson. Sidste års Mermaid Bowl blev en regnfuld affære, hvor Copenhagen Towers dog fortjent vandt 20-7 over Søllerød Gold Diggers og kunne lade sig hylde til den passende ”Purple Rain” af Prince.

Efter sidste sæson i National Ligaen blev det da også Dayton Winn, som løb med de fleste overskrifter og blev fuld fortjent årets MVP med bl.a. ordene, Jeg har endnu ikke set en kamp, hvor nogle har formået at stoppe ham”, fra de tre trænere som stod for nomineringen. Et nærmest identisk billede skulle vise sig i denne sæson, hvor den lynhurtige spiller fra Arkansas sammen med resten af Copenhagen Towers blot har kværnet hold efter hold i National Ligaen. Et gennemsnit på 47,7 point pr. kamp i de ti kampe i grundspillet samt én play-off kamp viser et tydeligt billede af Copenhagen Towers, som ligaens mest scorende hold, hvor nærmest forfølger er Triangle Razorbacks med 35,9 point pr. kamp, dog for tolv spillede kampe.

Omvendt har betondefensiven fra Vejle sikret at Triangle Razorbacks er holdet, som har indkasseret færrest point med blot 16,9 i snit set på sæsonens ti kampe samt de to play-off kampe. Dermed er det altså også ligaens mest scorende offense, som møder ligaens bedst forsvarende defense.

Danmarks mest vindende hold

Trods op- og nedture i begge klubbers historie fremgår Copenhagen Towers og Triangle Razorbacks, som de to mest vindende hold i National Ligaen. Begge hold har nemlig vundet Mermaid Bowl syv gange, som de eneste to hold i dansk amerikansk fodbolds historie.

Holdene har krydset klinger to gange i den forgangne sæson, hvor det er Copenhagen Towers, som har vundet begge opgør med henholdsvis 49-14 og 39-47. Dog vurderes dette ikke kun som en fordel, mener Assistent Head Coach Victor Andersen, som efter sidste indbyrdes opgør udtalte: ”Jeg forventer at vi fortsætter den stigende formkurve. Vi skal stadig levere fodbold på højere niveau end det vi leverer i dag. Og selvom vi har slået flere gode hold to gange, så er det svært at slå gode fodboldhold 3 gange på en sæson. Så vi skal fortsætte med at arbejde!”.

Dog vurderes Copenhagen Towers også som favorit til at forsvare titlen som Danske mestre og man skal da også helt tilbage til 2016 for at finde Triangle Razorbacks’ seneste sejr over Copenhagen Towers, da man slog københavnerne med cifrene 22-18, som også faldt i et Mermaid Bowl.

Dermed er der altså lagt op til spænding for alle pengene med football af Danmarks bedste kvalitet. Hvorvidt det bliver Triangle Razorbacks eller Copenhagen Towers, som kan tage det ottende mesterskab og dermed kalde sig det mest vindene hold i Danmark får vi svarende på lørdag aften i Slagelse.

Kampen spilles lørdag d. 13. oktober på Harboe Arena, Parkvej 41, 4200 Slagelse med kampstart 18.00. Tailgate vil dog allerede være åben fra kl. 11.00, hvor der også vil være kick-off ved ungdomsstævnet, hvor der vil være mulighed for at se nogle af fremtidens store talenter.

Se kampen livehttps://www.dr.dk/live/nyheder/sporten/live-mermaid-bowl, med Frederik Palle fra DR og vores egen Mikkel Guldbjerg Jensen som kommentatorhold.

Seneste indbyrdes opgør:

08/09-2018 – Copenhagen Towers – Triangle Razorbacks 49-14
03/06-2018 – Triangle Razorbacks – Copenhagen Towers 39-47
09/09-2017 – Triangle Razorbacks – Copenhagen Towers 13-42
18/06-2017 – Copenhagen Towers – Triangle Razorbacks 33-7

Tidligere opgør i Mermaid Bowl:

2013 – Copenhagen Towers – Triangle Razorbacks 28-21

2016 – Triangle Razorbacks – Copenhagen Towers 22-18

Facebook event:

Hvad skal du vide om Mermaid Bowl XXX?

Mermaid Bowl XXX spilles mellem Copenhagen Towers der er hjemmehold, og Triangle Razorbacks der er udehold.

Der vil som altid være masser af football hele dagen igennem, som starter kl. 11:00 med et kæmpe ungdomsstævne. 450 spillere fra hele 23 klubber er tilmeldt, og igen slår vi rekorden for det afsluttende stævne.

Tailgaten er fyldt med spiseboder og salgsboder, hvor du kan få et godt tilbud på bl.a. football udstyr.

Program for dagen
11:00 Tailgate åbner
11:00 Kick off ungdomsstævne
16:00 Udmarch ungdomsstævne
18:00 Kick off Mermaid Bowl XXX

Game over
Medaljeoverrækkelse
Liga MVP overrækkelse
Game MVP overrækkelse
Mermaid Bowl trofæet overrækkes

Sted: Parkvej 41, 4200 Slagelse

Det er ikke tilladt at bringe egen mad og drikke ind på stadion.

Sikkerheden er i top, og alle vil blive visiteret ved indgangen.

Se kampen livehttps://www.dr.dk/live/nyheder/sporten/live-mermaid-bowl, med Frederik Palle fra DR og vores egen Mikkel Guldbjerg Jensen som kommentatorhold.

Følg med på DRSportens snapchat, som vi overtager på dagen @drsporten.

Køb billetter: https://daff.safeticket.dk/da

Oversigt over stadion under U-stævne

Copenhagen Towers vinder Mermaid Bowl 2017

Fotograf: Michael Quist

Vejret i Slagelse lørdag eftermiddag var ikke, som man kunne have håbet, og det fik stor indflydelse på måden, de to Mermaid Bowl-finalister greb kampen an. Kastespil var der ikke mange af, og de to amerikanske runningbacks blev sat på overarbejde. Efter en rodet affære kunne Towers løfte det store trofæ for syvende gang i klubbens historie.

Lad det være sagt med det samme. Football i regnvejr er sgu ikke det kønneste. Alligevel gjorde de to hold deres for at vise amerikansk fodbold fra dens bedste side.

Towers kom flyvende fra start. Allerede på første angrebsserie bragte de sig foran 7-0. Det skete på et 46 yard touchdown-løb af runningback Michel Konate.

Gold Diggers’ special teams kom flere gange ufrivilligt i fokus. Første gang var, da et punt blev blokeret af Towers. Det lignede nu, at en ny Towers-scoring var på vej, men et 30 yard field goal blev brændt.

Jonas Bo Hansen meldte sig kort efter ind i kampen med et stort catch tæt på sidelinjen. Det gav Gold Diggers lidt ro men samtidig også blod på tanden. Desværre for dem kom bolden igen på Towers-hænder kort efter.

Gold Diggers’ forsvar fandt et stort stop frem, da Towers pressede på til nyt touchdown. De fremtvang en fumble fra Phillip Thue Nielsen.

Men så var der endnu en gang ballade for Gold Diggers og deres special teams. Sverri Finsson var igen på spil, og fik fat i et blokeret punt i endzone.

Både Robert Burton og Dayton Winn havde meget at lave, og viste gang på gang, hvorfor de to klubber havde hentet dem ind.

Halvlegen sluttede med en interception af Morten Forsbøl på et sidste desperat forsøg på at sætte point på tavlen i første halvleg.

Ikke mange muligheder til Gold Diggers

I pausen sagde den ene del af Towers’ quarterback-duo, Patrick Hargett, til Tv3 Sport, at de skulle holde fokus på at gøre tingene færdigt og udnytte de fejl, som Gold Diggers gav dem.

Og netop en af de fejl lavede Gold Diggers igen i starten af anden halvleg. Og på ny var det et punt, der blev blokeret.

Gold Diggers gav det et sidste forsøg

Jesper Andersen reddede med et vigtigt sack Gold Diggers fra at tillade Towers at komme yderligere foran i denne omgang.

Selvom Gold Diggers’ special teams leverede et fremragende spil med et punt til Towers’ 2 yard-linje, bragte de sig hurtigt ud af farezonen med et kast på omkring 20 yards.

Gold Diggers formåede ikke at udnytte de få muligheder, de fik fra Towers, og i stedet lignede det en afgørelse af Gentofte-holdet, da en af kampens helt store oplevelser, runningback Dayton Winn, scorede til 20-0.

Med fire minutter tilbage bragte Gold Diggers en smule spænding ind i kampen, da Søren Bakbøl greb en perfekt bold i endzone fra Morten Forsbøl.

Mere blev det dog ikke til, og Towers kunne fortjent lade sig hylde til Princes legendariske ”Purple Rain”. Fra start af viste de sig som det bedste hold og med den tidlige 14-0-føring kunne de styre kampen. Kampens MVP blev fortjent Magnus Alexander Bitsch fra Copenhagen Towers.

Scoringer
1. quarter:
7-0 – 46 yard TD run, #29 Konate

2. quarter:
14-0 – 5 yard fumble return to TD, #6 Finsson

3. quarter:
21-0 – 55 yard TD pass, #14 Skyum to #13 Winn

4. quarter:
20-7 – 44 yard TD pass, #12 Forsbøl #28 Bakbøl

Sjællandske rivaler mødes for første gang i Mermaid Bowl

Der er mere på spil end blot Mermaid Bowl-trofæet, når Copenhagen Towers og Søllerød Gold Diggers mødes i et brag af en finale. Begge hold har oplevet at blive snydt af Triangle Razorbacks i de seneste to sæsoner, hvilket nok ikke har gjort sulten for en finalesejr mindre. Det bliver samtidig første gang, at de to danske storhold mødes i Mermaid Bowl.

Fotograf: Michael Quist

Skribent: Jonas Bøgh Nemming

Har toppet på hver deres tidspunkt

Den første af de to finalister, Copenhagen Towers, startede sæsonen en smule dårligere end Gold Diggers, og tabte også det første af to indbyrdes opgør. Det kom formentlig bag på en del, men der var dog ingen grund til panik hos Towers, som også hentede lutter sejre resten af sæsonen, inklusiv en sejr i revanchen mod Gold Diggers. Selvom Towers har delt spilletiden på quarterback-positionen mellem Patrick Hargett og Kasper Skyum, er spillet, særligt efter sommerpausen, blevet bedre og bedre. Det blev senest bevist med en overbevisende sejr i semifinalen mod Aarhus Tigers på 62-12.

Head coach for Towers, Peter Herbild, starter med at rose Gold Diggers, da han bliver spurgt om, hvorfor hans hold har set stærkest ud på det seneste: ”Jeg synes egentlig Gold Diggers er blevet bedre, men det er vi også. Man skal huske, at da vi mødtes første gang, kom vi fra en kamp mod et af de bedste hold i Europa (Carlstad Crusaders red.), så friskheden havde også en stor betydning.”

I sidste års finale blev Towers snydt for sejren i de sidste minutter af kampen, men den oplevelse har ikke haft den store betydning for holdet op til dette års finale: ”Nej. Det har været en reminder om, at man skal gøre tingene færdigt. Det er en god erfaring at have med til på lørdag, men det er ikke noget, som ellers fylder på holdet.”

Til spørgsmålet om hvilke tre Towers-spillere man skal holde særligt øje med svarer Herbild: ”Dayton Winn er selvfølgelig en af vores vigtigste spillere. Som nummer to vil jeg nok fremhæve Magnus Bitsch, som i sidste kamp mod Gold Diggers lavede flere vigtige ”en mod en”-taklinger mod deres amerikanske runningback, og lidt farvet vil jeg sige, at han vandt den duel. Aske Troen vil jeg nævne som den sidste. Han har været god i efteråret, og vil kunne aflaste Winn”

Når det kommer til spørgsmålet om hvem der bliver holdets startende quarterback, holder Herbild kortene helt tæt til kroppen: ”Begge quarterbacks har trænet rigtig godt, og det har som altid været svært at vælge mellem de to, så uden at sige røbe for meget, har jeg valgt én, og så står den anden klar, hvis den første ikke skulle få spillet til at fungere eller blive skadet, men det skulle ikke undre mig, at vi fik dem begge at se.”

Det bliver med al sandsynlighed tæt i finalen, og Herbild peger på forsvaret som nøglen til sejr: ”Jeg tror, at vores defense kommer til at udspille deres defense. De to forsvar står over for lignende opgaver med gode import runningbacks og stærke offensive linjer samt en quarterback, der kan kaste bolden godt nedad banen. Hvilket forsvar der stepper op på lørdag kommer til at afgøre det.”

Gold Diggers lagde sig tidligt i sæsonen i spidsen af vores powerranking her på Nationalligaen.dk, og er som ventet en del af Mermaid Bowl 2017. Tilgangen af imports som Robert Burton og Desmond Cooper har tilføjet dem yderligere styrke på begge sider af bolden ift. seneste sæson. Burton er også en af de spillere, som head coach Troels Vestergaard fremhæver som holdets profiler til opgøret på lørdag: ”Robert Burton og de huller vores offensive linje laver til ham, Morten Forsbøl og Jonas Bo Hansen.”. Vestergaard anerkender også fremgangen i Towers’ spil efter sommerpausen, og har også et bud på, hvorfor det er gået så godt for dem: ”Deres import RB (Dayton Winn, red.) har gjort det godt og de har fået det til at klikke på offense.” Gold Diggers slog i deres semifinale de forsvarende mestre, Triangle Razorbacks, 17-15. Det var desuden tredje gang i sæsonen, at Gold Diggers slog holdet fra Vejle, men det var første gang, at der var reel spænding om vinderen. Til spørgsmålet om, hvorfor det bliver Vestergaards hold, der vinder på lørdag, svarer han tørt: ”Det bedst forberedte hold vinder på lørdag.”

Tæt opgør i vente

Som tidligere nævnt er Towers blevet bedre som sæsonen er skredet frem, og jeg vil derfor også vurdere, at de er små favoritter til kampen lørdag eftermiddag. De sidste mange sæsoner er fans af National Ligaen blevet forkælet med spændende, pointrige Mermaid Bowls, og der er endnu en i vente lørdag. Om man er trofast tilskuer til kampe i National Ligaen eller stadig har sin første danske football-kamp til gode, bør man tage til Slagelse og opleve stemningen omkring den største kamp på dansk jord!

Kampen spilles lørdag d. 7. oktober klokken 16.00 på Slagelse Stadion (Parkvej 41, 4200 Slagelse) Billetter kan købes på https://daff.safeticket.dk/da

Kampen vises desuden på Tv3 Sport 2 og Viaplay med optakt fra 15.30.

Kommentarer fra Copenhagen Towers’ head coach Peter Herbild forventes snarest.

Seneste indbyrdes opgør

25.8.2017 – Copenhagen Towers – Søllerød Gold Diggers – 48-18

9.4.2017 – Søllerød Gold Diggers – Copenhagen Towers – 30-26

26.8.2016 – Copenhagen Towers – Søllerød Gold Diggers – 11-6

28.5.2016 – Søllerød Gold Diggers – Copenhagen Towers – 13-14

26.9.2015 – Søllerød Gold Diggers – Copenhagen Towers – 3-0